Hilsen fra Tana Child Care, Madagaskar

Den 1.august 2015 afsluttedes projektet Tana Child Care i Madagaskars hovedstad, Antananarivo, som Jysk børneforsorg/Fredehjem har finansieret siden foreningens 100 års jubilæum i 2006. Det var nemlig gaver herfra, som gik til at hjælpe gadebørn og forældreløse børn i et af hovedstadens allerfattigste kvarterer. Støtten fra Jysk børneforsorg/Fredehjem er blevet aftrappet gennem de seneste tre år, hvorefter den lokale lutherske kirke selv gradvist har overtaget udgifterne til projektet.

 

Projektet har løbende omfattet 24 gadebørn, som ellers aldrig ville være kommet i skole. De er udvalgt af en bestyrelse, som består af den lokale kirke og de sociale myndigheder i kommunen. Ved hjælp af projektet kommer de i skole i den lokale kommuneskole, får betalt undervisningsmaterialer, skoleuniform, og i skolens lange middagspause løber de hen i den lokale kirke i Tanjombato, hvor en gruppe kvinder skiftes til at koge ris, grønne blade og en smule kød til børnene. Ved hjælp af midlerne fra Jysk børneforsorg/Fredehjem er der bygget et træhus, hvor børnene nu samles og spiser.

 

Lars Mandrup, medlem af hovedbestyrelsen i Jysk børneforsorg/Fredehjem og tidligere præst, har i sommeren 2015 besøgt projektet og kan fortælle at det går rigtigt fint:

 

På kirkens eget initiativ er der nu aktivitetsdag for børnene om lørdagen. Børnene tilbringer formiddagen i huset med leg og sang. Forinden kommer alle børnene i bad, får vasket hår og børstet tænder. Mange af børnene har gennemgået et helt og fuldt skoleforløb, og nogle er endda kommet videre i skolesystemet, så det lille begrænsede projekt har haft stor succes og hjulpet nogle af de allerfattigste børn til et værdigt liv.