Eksistensen i det diakonale arbejde

Foto: Aarhus Universitet

Som forening med dybe rødder i folkekirkens diakoni, sætter vi i forbindelse med diakoniens dag d. 7. februar fokus på hvordan diakonien bl.a. udfolder sig i 2021. 

Kirkefondet sætter i deres magasin "Kirken i dag" fokus på netop det diakonale arbejde, hvor teolog og underviser Bodil Lodberg bidrager med refleksioner over eksistensen i det diakonale arbejde. Nedenfor kan du læse et uddrag af artiklen. 

Det diakonale arbejde må til stadighed være med til at fastholde og udvikle et sprog for det kristne flerfoldige menneskesyn. Nemlig at til den menneskelige eksistens knytter sig både fysiske, psykiske, sociale, kulturelle og åndelige behov, og at vi som enkeltindivider ved os afhængige og forbundne med andre mennesker og verden omkring os.

Ordet diakoni bruges ofte til at betegne kirkeligt socialt arbejde. I Danmark varetages denne sociale indsats dels af landsdækkende organisationer, dels af lokale menigheder og kirker. De fleste diakonale organisationer har rødder i de kirkelige vækkelser fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det er folkekirkelige organisationer som Blå Kors, De Samvirkende Menighedsplejer, Jysk Børneforsorg/Fredehjem, Kirkens Korshær, KFUMs sociale arbejde, KFUKs sociale arbejde, Kofoeds skole, Danske Diakonhjem, Folkekirkens Nødhjælp.

Noget af det, som kendetegner et diakonalt menneskesyn, er, at det tager afsæt i menneskelivet i hele dets fylde og er optaget af at værne om det hele menneske. Et helt menneske rummer både ånd, sjæl og krop, men kan ikke forstås løsrevet fra sin sociale og kulturelle kontekst. Derfor er det en udfordring i det diakonale arbejde at tilgodese mennesker i deres helhed. Den tidligere chef for Kirkens Korshær, Haldor Hald brugte udtrykket: Næstens nød bestemmer hjælpens art. Den akutte hjælp har oftest bestået i mad, tøj og et sted at sove. Men omsorgen for det hele menneske må også involvere både langsigtede indsatser, hjælp til selvhjælp og inklusion i fællesskaber. Har denne omsorgsforståelse ikke også med det eksistentielle at gøre? En af de udfordringer, som meget diakonalt arbejde står med, er menneskers oplevelse af meningsløshed pga. ensomhed, eksklusion og marginalisering. Hvilken form for hjælp kalder det på? Samtaler med et andet menneske kan være en hjælp og praktiseres hos mange af de ovennævnte diakonale organisationer. Men individuelle samtaler vil ikke nødvendigvis lede videre til andre sociale sammenhænge, derfor har mange ”eksistentielle indsatser” i det diakonale arbejde form som sociale væresteder, selvhjælpsgrupper, netværksinitiativer. Her kan mennesker opleve at bevæge sig fra at være dem, som har behov for hjælp, til selv at kunne hjælpe nye deltagere ind i et fællesskab. Jysk Børneforsorg har f.eks. etableret et tiltag, de kalder Husrum. Her
tilbydes ensomme unge en social sammenhæng med ret faste rammer, så de kan vide, hvad de går ind til og få mulighed for at øve sig i at få kontakt til andre mennesker f.eks. ved at øve sig i small talk. Kan det forstås som et eksistentielt rum? Det er i hvert fald et forsøg på at afhjælpe den ensomhed, som kan true et menneskes eksistens og i stedet understøtte de unges livsduelighed gennem fællesskaber.

Vi har fået lov at bringe den fulde artikel med Bodil Lodberg, som du kan læse her.