Ellen Schepelern

 Schepelern, Ellen Rafn, 1876-1937. *13.2.1876 i Porsgrund, Norge, + 28.10.1937. F: bankholder Peter Karenius Wright (1832-1911) og Laura Valentine Henriette Rafn (1840-1890). Gift 23.4.1895 med stiftprovst Frederik Christian Georg S., *7.4.1868 i Kirkehelsinge, + 6.2.1936 i Viborg, s. af provst # Georg Sophus Frederik Schepelern og Louise Magdalene Laub. B: Georg (1896), Laura Susanne (1998), Louise Magdalene (1898), Louise Magdalene (1899) Maria Magdalene (1901), Julie Frederikke Christiane Elisabeth (1909), Marie Margrethe (1917).

I 1893 flyttede den norskfødte ES til Danmark, hvor hun kom i huset i Gislev Præstegård på Fyn. Her mødte hun sin kommende ægtefælle Præsten Frederik S., som hun giftede sig med to år efter. Hermed blev hun en del af en familie, der var endog meget centralt placeret i de vakte københavnske kredse, der sammenknyttede frelse og socialt arbejde. Svigerfaderen, Holmens provst, Georg S havde som den første oprettet en menighedspleje i sit sogn allerede omkring 1874, ligesom han var overdirektør for de massmanske søndagsskoler, hvor man samlede kvinder til opbyggelse og undervisning. I 1905 blev ægtefællen kapellan ved Vor Frue Kirke i Århus, hvortil familien flyttede med deres fire børn. Året efter de første skridt til det, der senere skulle blive kendt som Kvindehjælpen (KH) og som med årene udviklede sig til et storstilet foretagende med mange institutioner.
I 1906 blev den offentlige prostitution afskaffet. Et stort antal prostituerede var dermed uden hjem og arbejde.

Sammen med en ældre diakonisse, der kendte byens mere dunkle sider gennem flere års sygeplejegerning, begyndte ES at tage på gade- og beværtningsmission. Hun talte med de unge prostituerede, uddelte bøger og andet og fik efterhånden tilknyttet flere medhjælpere. De første 300 kr. som der var behov for, tog hun fra sit eget husholdningsregnskab. En bestyrelse blev nedsat af præster, deriblandt Frederik S., gode troende kvinder fra borgerskabet, en enkelt missionær og Thora Esche. ES var formand. Man skulle være omvendt for at være med i arbejdet. Bestyrelsen søgte først og fremmest at blive en Århusiansk afdeling af den forening af samme navn, som var tilknyttet Esches ”Magdalehjemmet”.

Thora Esches arbejde var sammen med inspiration fra USA udgangspunktet for arbejdet.
ES havde frelsen som udgangspunkt for det sociale arbejde, men der var sket et skred i forhold til Thora Esche og de andre store kvindeskikkelser i det sidste kvartal af det 19. århundrede. ES var nemlig også politisk engageret. Hun havde levet hele sit liv med folkestyret. ES var liberal og hun argumenterede også liberalt, det var af hensynet til statens udgifter, at hun ønskede at bryde den socialdarwinistiske udvikling. I 1920-erne frasagde hun sig således statsstøtten på 30.000 kr. – for at støtte regeringens spareplaner; det var under Madsen Mygdals venstreregering. Hun brugte efterfølgende den udviste solidaritet i sin indsamlings-propaganda.

Det kristne sociale arbejde fandt hos Thora Esche oa. sin nødvendighed i deres chiliastiske forventninger, dvs. troen på at 1000-års riget kommer, når alle er frelste. ES var ikke og argumenterede ikke chiliastisk. Hun havde heller ingen ambitioner om en religiøs lederstilling. Derfor kom hun og Edel Liisberg, der var sekretær i foreningen fra 1909-13, ikke på bølgelængde. ES argumenterede for sine ideer udfra en samfundsmæssig synsvinkel. ES holdt efter de første ti år op med at deltage i det daglige praktiske arbejde med natmission, besøg på kommunehospitalets afdeling III (med kønssygdomme) og i arresten, og blev herefter arbejdende formand for foreningen. I den periode blev den første bestyrelse nedslidt, dog ikke ES og Frederik S., og andre trådte til. Især havde man glæde af flere velstillede borgere i bestyrelsen.

Fra begyndelsen havde aftalen med Thora Esche været at KH kun måtte samle ind i Århus, men allerede i 1908 blev det for snævert for KH, trængt som man var blevet af stramninger fra politisk hold. Især socialdemokraterne vendte sig mod en sammenblanding af kristeligt og socialt arbejde.
Enden blev, at vejene skiltes mellem de to foreninger, og Thora Esche trak sig af bestyrelsen.

Det var, og vedblev at være et stort arbejde at skaffe midler. Man havde hidtil lejet sig ind i nogle ejendomme, hvor man havde indrettet arbejds- og opholdsstuer. ES havde ønsket at skaffe kvinderne ud på arbejdspladser, men erfaringen med den første kvinde, der kom ud, og som blev chikaneret, gjorde, at projektet blev ændret til beskyttede arbejdspladser: syning, vask, vævning. Efterhånden fik man brug for, at kvinderne kunne bo og leve beskyttet. I 1909 udsendte ES en opfordring til alle danske præstekoner, om at samle midler ind. Der kom 6.000 kr. og for de penge (+20.000 kr.) købte man i 1910 en ejendom i Banegårdsgade i Århus. Allerede året efter måtte man leje yderligere en ejendom for at modsvare presset. Man havde tillige lejet sig ind i en storvilla i Viby og i stuehuset til Åbygaard i Åbyhøj.

I 1912 fik man tilladelse til en landsindsamling, som gav kr. 50.000 kr. – næsten en tredjedel af, hvad det kostede at bygge ”Kathrinebjerg”, et stort og velindrettet hus, senere sinkeafdeling. Århus kommune stillede grunden til rådighed. Det skulle være et opdragelseshjem for 40 unge piger, dels for at forebygge, men også ud fra en viden om, hvor trange kår store piger kan have i dårlige hjem, - ”De kan opleve, at der bliver kastet en økse efter dem, eller det der er værre”.

I 1915 flyttede man fra Viby til ”Breidablik” i Skåde, det blev optagelseshjem for 25 af de yngste piger. Man lejede tillige 2½ tønde land, så pigerne her kunne komme ud og deltage i havearbejdet. Dette smukke sted købte man i 1916 for kr. 121.000, - der var kommet ind ved fornyet landsindsamling. I 1917 købtes den tidligere bjørnebakker højskole i Elev. Den blev til optagelseshjem for 40 piger og pladserne var straks optagede.

Næste landsindsamling i 1919 indbragte kr. 241.000,-. For disse penge købte man i 1921 en smuk og velbeliggende storvilla ved Genner Strand. Det blev opdragelseshjem for 25 unge piger. ES var stærk nationalsindet, og følte det som en forpligtelse, at gøre noget for Sønderjylland efter genforeningen. Samme år købte man ”Sichar” i Viby af diakonissestiftelsen, og herud flyttede man pigerne fra Elev optagelseshjem. Ejendommen i Elev blev så indrettet til mødre/spædbørnehjem, hjem for ”førstegangs forførte” samt redningshjem for faldne kvinder. ES havde allerede længe indset det skadelige i, at kvinder ikke kunne være sammen med deres nyfødte og spæde børn. – Hermed blev grunden lagt til foreningens meget senere navneskifte til børneforsorg.

Det var huslige uddannelser, der var det centrale i alle de hjem ES oprettede. Det var tanken om oplæring til at blive mor, kone eller husmoder, der var det vigtigste. ES havde tanker om at give mulighed for en overbygning, en efterskole, som skulle være en belønning for en del af pigerne og modne dem til en selvstændig tilværelse. I 1929 blev så Viborg husholdningsskole indviet. Der var en del vanskeligheder, i hvert fald måtte den lukke et par år i 1930erne. Den økonomiske krise var begyndt at slå igennem.

Ud over arbejdet med at skaffe midler og bygninger, var der arbejdet med at få de rigtige medarbejdere. De skulle være af den rette støbning, personlig frelste og de skulle forstå, at ES ikke tolererede brugen af tvangsmidler ”Livet i hjemmene må forme sig frit, som i et virkeligt hjem”, ”tugt avler trods”.
ES påpegede gang på gang overfor værgerådene (oprettede i 1905 ifølge børneloven), som KH arbejdede sammen med, at jo før børn kom under ordnede forhold, jo større var chancen for at redde dem.

ES havde en personlig sekretær, som under tiden påtog sig forstanderforpligtelsen på et hjem, når det kunne påkræves med en ændring. Sådan gjorde Edel Liisbjerg og senere Marie Salomonsen.

I 1922 ophørte man med gademissionen. Samme år fik man ved lov pålagt, at have værgerådsmedlemmer i bestyrelserne på Genner og Kathrinebjerg og samtidig krævedes der statsanerkendelse af opdragelseshjemmene. Kampen mod det offentlige var således begyndt.

ES byggede videre med stor administrativ dygtighed på Thora Esches ideer selvom vægten forskød sig til et ønske om, at gøre kvinder egnede til et liv i samfundet mere end til et liv i 1000-års riget.
Dertil kom, at hun formåede at skille de forskellige piger og kvinder efter alder og formåen, og dermed blev der taget hensyn til den enkeltes egenart. Det forebyggende arbejde var vigtigt for ES, og derfor kom arbejdet med tiden til at pege mere i retning af børnene. Først og fremmest gennem et arbejde med mødre og spædbørn. En del af ES grundholdninger er stadig de bærende i socialt arbejde på disse felter.

Personlig var ES et mildt og yndigt menneske, rund vidtfavnende, uden at fornægte sit aristokratiske sind. Hun talte hele sil liv norsk med høj klingende stemme. Hun var net og sirligt og yndigt klædt –hun skiftede til simpelt tøj, når hun gik på natmission – i sine senere år, som stiftsprovstinde i Viborg, fortrinsvis i lange grå silkekjoler. Sirligheden strakte så vidt, at hun egenhændigt flyttede sit ældste barnebarns fødselsdag 5 måneder i slægtsbogen, datoen var ikke i tilpas ærbar afstand fra forældrenes vielsesdag. Med sin stædige insisteren, var hun frygtet, ikke så få velhavende borgere skyndte sig rundt om hjørnet, når de så hende. De kendte hendes vedholdende sind. Hun kunne gerne slå sig ned en hel dag i indenrigsministerens forkontor, slippe skulle han ikke. Selvfølgelig mødte ES arbejde kritik fra politisk hold, man satte spørgsmålstegn ved kombinationen af forkyndelse og socialt arbejde.

-Ti fødsler, en diabetes, en temmelig stram økonomi, et usædvanligt arbejdspres, tabet af en voksen søn blev vejet op af hendes glødende engagement og hendes og Frederik S. gode ægteskab; hun døde året efter ham. Man sagde i familien, at hun var lavet af ægte, norsk granit og hun har været en stærk grundsten for ”Kvindehjælpen” – senere Jysk børneforsorg. Bortset fra, at tiden har overhalet hendes tro på det betimelige i alle kvinders behov for huslige uddannelser, arbejdes der stadig i foreningen med familien som fundament og med det praktisk orienterede arbejde, der skal være udgangspunkt for det enkelte menneskes selvforvaltning.


Kilder: Jysk børneforsorg/Fredehjems arkivalier på Erhvervsarkivet og i Ellengården i Århus.
(Oprindelig artikel til Dansk Kvindebiografisk leksikon)

Annelise Søndengaard