Telefonen ringede .....

Fra Årsskrift 1995 side 8-15.

Det har været i 1962…at telefonen ringede på Strandvejen, hvor vi boede. Vi havde omstilling fra selve Diakonhøjskolen; jeg tog telefonen i vores lille spisestue. Det var Korshærens chef, Pastor Hald, der ringede og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive medlem af Jysk børneforsorg’s bestyrelse. Jeg svarede, at det ville jeg gerne. Jeg kendte Hald og satte meget stor pris på ham. Jeg kendte derimod ikke foreningen, bortset fra at enkelte diakoner var ansat i børneforsorgen. På den måde kom jeg med. Det blev en lang periode. På Halds tid var det bestyrelsen eller rettere Hald, der førte forretningen, dygtigt bistået af frk. Fabian, der var forretningsfører indtil 1964.
Da jeg kom ind i bestyrelsen, var den store byggeperiode slut. I stedet begyndte man at reducere opgaverne. Der blæste en lidt stærkere modvind mod private foreninger, men så længe vi havde Hald, var der ingen fare på færde.

I 1962 blev der arrangeret en sammenkomst for medarbejdere med 82 deltagere, en sammenkomst som gennem årene med kortere eller længere mellemrum har været gennemført lige til i dag.

I 1963… blev jeg fuldgyldigt medlem af bestyrelsen, idet Halds bror var trådt ud. I bestyrelsen sad endnu et af fru Schepelerns børn, fru Rørdam. Det var samme år, at unge fra Vitskøl Kloster byggede forstanderboligen til Elev børnehjem. Endelig kom der en henvendelse fra Ungdommens Vel til de to andre foreninger KFBU og JB om, at drøfte et nærmere samarbejde med henblik på at tegne den kristne profil og tage en debat op om, hvad diakoni er for noget. Vi mødtes i missionshotellet i Odense og besluttede at indlede dette samarbejde, som har bestået til i dag.

I 1964 blev jeg næstformand på Schepelernhus, hvor den dygtige og meget talende frk. Salomonsen var forstander. På Strandgården i Genner kneb det med at finde en overlærer, men det lykkedes Hald, at få fat på lærer Aksel Ravn, der senere blev forstander dernede lige til Københavns Kommune opsagde overenskomsten.

I 1964/65…havde foreningen en omsætning på kr. 2.763.736 og et overskud på godt kr. 9.000. I slutningen af 1964 kom skoleinspektør Mulvad med i bestyrelsen, og de første meldinger om husmoderskolens nedlæggelse dukkede op.

I 1966…blev jeg formand for Elev børnehjem, og der blev jeg, til jeg fyldte 70, altså i 23 år, men da var opgaven for længst flyttet til det gamle Schepelernhus, som nu kom til at hedde Birkebakken.
I 1966 opsiger frk. Fabian sin stilling på grund af svaghed. Hun fik en afskedsgave på kr. 2.000. Sidst på året afløste Carl Åge Hansen hende fra en forstanderstilling i Voerladegård. Jeg havde tidligere mødt Carl Åge og syntes, han virkede lidt for formel og afstandsgivende, men jeg lærte ham hurtigt at kende og kom jo til at samarbejde med ham som formand gennem svære tider. Han var et dejligt og fint menneske. Paul Rasmussen og Jens Hyldahl vælges til bestyrelsen, frk. Salomonsen går af som leder, Laura Rørdams urne nedsættes på Viborg kirkegård, og vi overvejede i kort tid, at flytte Brejdablik til Viborg i husmoderskolens lokaler.

En dag bliver Hald kontaktet af Holger Horsten, der var direktør for Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen. Hald blev spurgt, om det var en idé at starte et børneforsorgsseminarium i Viborg. Der var jo lokaler til det. På et senere bestyrelsesmøde blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at lede det, men jeg afslog, idet jeg havde store opgaver på Diakonhøjskolen endnu.

Næsten alle beslutninger for de enkelte hjem blev taget på hovedbestyrelsens møder, så der var meget at se til. Det var også her, at det nære samarbejde med Direktoratet fandt sted: bevillinger, ansættelser osv. Den gang var der jo tilsynsråd ved de enkelte institutioner, og de havde ikke samme myndighed som i dag. I årene 1966/67 var der mange problemer på Schepelernhus. Men selv om det var meget urolige tider, der til sidst førte til, at huset nogle år efter blev nedlagt, ja det var vel først hen i 80-erne, så blev der udført et godt stykke arbejde af medarbejderne. Jeg husker et medarbejdermøde, hvor alle skulle have nøjagtig lige lang taletid! Jeg husker meget mere!

i 1967…optages Børnenes Vel i Viborg efter forhandlinger mellem Hald og bispinden. Sammenlægningen og indflytningen i husmoderskolens bygninger sker i 1969 med Maren og Erik Mørk som forstanderpar. I det år mødte vi også de første tanker om et nyt børnehjem i Horsens, hvor vi i 1969/70 overtager Stefansforeningens børnehjem med leder og personale. Planerne om et nyt børnehjem dernede blev aldrig til noget, selv om vi så på grund og havde forhandling med byrådet.

Tiderne var ved at skifte…Birgitte Bækgård med høj cigarføring blev det år ansat på Riisvangen. Vi havde mange og lange drøftelser bl.a. i København med Åndssvageforsorgen, om Elev skulle overgå til denne; det lykkedes os at fastholde Elev på sit nuværende stade under Børneforsorgen.

Så var det en dag i 1969…vist mod slutningen af året. Carl Åge tog telefonen for at ringe til Nykøbing. Han blev så underlig stille, biskop Hald var død til morgen. Et års tid før havde han været alvorlig syg. Da vi dengang mødtes i bestyrelsen kort tid efter, viste han på sine negle, at han næsten havde været død. Men han blev rask igen, var en tid formand for Børnesagens Fællesråd; jeg var da blevet valgt til næstformand i foreningen og skulle efterhånden overtage formandshvervet. Jeg husker en dag efter et børnesagsmøde, at han skulle ud at tale med en reporter fra radio eller TV; han gik, stærkt støttende sig til sin stok, men han beklagede sig ikke. Før den tid havde vi holdt et bestyrelsesmøde i Nykøbing i bispegården. Helga og Paul Rasmussen og Grethe og jeg boede i bispegården. Det var et hyggeligt og dejligt samvær med besøg i domkirken i Maribo.
Ved bestyrelsesmødet den 27/2 1969…udtalte jeg nogle ord om Hald, som jeg aldrig havde fået sagt til ham, mens han levede. Ved samme møde blev jeg valgt til formand.

De første meldinger…om udlægningen til amterne kommer frem. Mange var meget betænkelige. Jeg hørte til dem, der mente, at en nærmere kontakt til de myndigheder, der dog havde problemerne, kunne være formålstjenestelig. Carl Åge, som var lidt af en selskabsmand, havde ved en lejlighed mødt Theresia Bertelsen, datter af pastor Bertelsen, der i 1906 havde startet arbejdet for sinkerne i Danmark. Dette bekendtskab førte med sig, at tankerne om et nærmere samarbejde meldte sig, og havde Theresia fået sin vilje noget før, så var der sket en fusion længe før den endelig skete i 80-erne. Flere af institutionerne trues nu med nedlæggelse. Den første blev Breidablik i Risskov. Senere kom lærlingehjemmet, som var den første bygning, der blev bygget i Ellen Schepelerns tid.
Vi henvendte os til rådmanden i Århus, om der kunne være opgaver, vi kunne løse for kommunen. Det var der ikke. Endelig efter lange og seje forhandlinger, hvor vi første gang brugte advokat, lykkedes det: vi fik den pris, vi ønskede. Det gav en del penge i kassen, men også formindskede opgaver. Også Strandgården var lidt truet. Vi byggede en dejlig forstanderbolig, fik forlænget livet lidt, lavede nye værelser og andet godt.

I 1972 kommer Hans Ehlig Petersen…ind i bestyrelsen. Han er en kort tid næstformand, men dør i en alder af godt 50 år af sclerose. Jeg skal da også lige have med, at i 1970 ved bestyrelsesmødet, der holdtes i Horsens, var ægtefællerne inviteret med, og bagefter spiste vi middag sammen. Hvilken overdådighed!

Så kommer de svære år omkring 1976…med døgninstitutionernes overgang til amterne. Lange og seje forhandlinger, der i Viborg og Århus trak meget længe ud, mens Vejle gik let igennem. Der mødte vi meget større politisk forståelse.

Fremtiden var så usikker, at vi opsiger medarbejderne på kontoret med behørig varsel. Carl Åge har allerede skaffet et par af medarbejderne andre pladser, det var ham meget magtpåliggende. Vi var dog enige om, at fastholde en forretningsfører og en kasserer. Afskedigelserne blev aldrig effektueret; vi afskaffer tilsynsrådene og indsætter lokalbestyrelser med større ansvar for den daglige drift. Det hænger sammen med, at hjemmene skulle være selvejende. Alle disse problemer tog hårdt på Carl Åge, der ofte ikke kunne se sig igennem dagens opgaver. Det medførte til sidst, at han måtte sygemeldes og ikke mere kom i arbejde. Han var sygemeldt i ca. 1 år. Jeg fik da min gang næsten dagligt på kontoret. Det førte med sig, at jeg begyndte at cykle derned, og det kunne jeg faktisk godt klare!
Else Hansen var en slags konstitueret leder, og det klarede hun godt. Endelig fik vi Lærlingehjemmet solgt til amtet og fik den pris vi forlangte.

I 80-erne begynder skuden at vende…der sker en række ting, som skyldes ny inspiration på kontoret med en ung mand, som forretningsfører uden frustrationer over for amtet, og med nye initiativer.
Der sker også en ændring i samfundets holdning til det private initiativ, først nølende, siden med udstrakt samarbejdsvilje. Samfundet måtte erkende, at der var problemer, som det offentlige ikke kunne løse alene.

Der sker en række nedlæggelser. Først var der Sølund ved Silkeborg, hvor de første tanker om at skabe en efterskole for sent udviklede gror i Fredehjemsbestyrelsen, godt hjulpet på vej af Lars Bundgaard. Vi får kontakt med kristelig handicapforening, der køber hus i Ølgod, og vi hjælper dem på mange måder. Det er også i 1981, at vi fejrer 75 års jubilæet med gudstjeneste i Frederikskirken i Højbjerg og fest på Hotel Kragelund.
Alle huslejeaftalerne er nu ved at være hjemme. Vi har lagt megen vægt på, at indtægterne skulle objektiveres og ikke bare være årlige bevillinger på amternes budgetter eller – hvad der tidligere var tilfældet – faste administrationsbidrag. Vi får nu en fast leje af vore egne bygninger, som så stilles til rådighed for de opgaver, der skal løses. Det holdt hårdt, men det lykkedes.
Vi mister foreningens store bygmester, nemlig I.C. Andersen, her først i 80-erne. Han har betydet meget i foreningens etablering af mange byggerier.

Leif Bønning kommer, som den første, med tanken om at flytte Elev Børnehjem til Schepelernhus…der som tidligere beskrevet var inde i flere års problemer. I 1984 flyttede børnehjemmet så med sin ret nye forstander John Hansen ind i det nyetablerede hus, der fik navnet Birkebakken. Siden den tid, er der sket store ændringer både af de indre og ydre rammer derude.

Men hvad skulle vi så med Høvej? Lokalbestyrelsen lagde hovedet i blød. Noget med familier. Vi fik besøg af Lis Møller, kunne vi lave et samarbejde? Det kunne vi ikke, men kimen var lagt til vores mødrelejlighedsprojekt. Vi købte en mindre ejendom og flere lejligheder. Vi handlede en hel del med god gevinst og det endte med flere lejemål.

Københavns Kommune opsagde aftalen med Strandgården i Genner. Siden har dette slot ført en omskiftelig tilværelse, som efterskole for færinger og som asylcenter.

Vi startede Jydebo i Horsens ved at købe en villa, som Søren blev den ivrige og aktive leder af.

Det var også i begyndelsen af 80-erne, at vi fik de første af en lang række bevillinger fra fonde og tilskudsordninger…som Lars Bundgaard med stor dygtighed fandt frem til, og forstod at formulere de aktuelle ansøgninger til, så det gav udbytte. Disse fonde, er også et vidnesbyrd om langt større åbenhed og villighed til samarbejde, som prægede 80-erne.

Så blev det Riisvangens tur til at blive nedlagt…Amtet opsagde overenskomsten. Mange drøftelser fandt sted, men de endte med, at vi kontaktede både amt og kommune. Vi fik oprettet en familiepension på en gunstig lovgivning og sammen med kommunen en vuggestue, der først i 90-erne blev udvidet med en børnehave.
Vor første pedel var Verner Filt…der blev en god hjælper på Ellengården. Han faldt særdeles godt til, og banede vejen for en fast stilling.
En anden person fra de år var også Paul Jensen…der tidligere havde været økonomichef i Magasin, og som Erik Lund Nielsen fik overtalt til at hjælpe os med regnskaberne. Hvor har det været godt med Paul Jensen. Desværre døde Paul Jensen for et par år siden.

Familiepensionen og børnehaven i Vejle oprettedes i Buchholz Minde, den gamle villa, der tidligere var bopæl for unge.

I 1990…var vi på studietur til Holland med Maurits Eigendaal, som arrangør og leder.

I 1988 mistede vi Theresia Berthelsen…hvis usentimentale karskhed havde støttet meget. Undertiden ringede hun til mig for at spørge, hvordan det gik og evt. give gode råd. Sidste gang jeg var sammen med hende, var kort forinden til de tre foreningers bestyrelses- og forstanderstævne på Nyborg Strand. Vi kørte i tog sammen, og da vi kom på den anden side af Storebælt, kørte vi gennem det landskab, hvor hun havde haft sin gerning som børneværnskonsulent. Det talte vi om: lidet anede jeg, at det blev hendes sidste rejse, men det vidste hun sikkert, for hun skjulte ikke sandheden om en alvorlig kræftsygdom for sig selv.
Frivillige…knyttes til Lejlighedsprojektet. Det finder dog først nogle år senere sin endelige form, da vi igen ved en bevilling får knyttet en medarbejder til et halvt års tid.

En dag får vi en henvendelse…fra en ungdomskonsulent i Silkeborg, vist nok formidlet gennem Kjeld Bødker, Gødvad efterskole, om at gå i gang med en uddannelse for sent udviklede, en slags tredje uddannelse. Nogen tid forinden havde Bundgaard og jeg haft en samtale med borgmesteren i Silkeborg, om et evt. salg af foreningens jord til Jehovas Vidner. Vi afviste at sælge, og nævnte i den forbindelse, at vi gerne ville løse nogle opgaver sammen med kommunen, hvis det var ønskeligt. Nu kom muligheden. Efter grundig planlægning og drøftelse af formål og veje, byggede vi to mindre, sammenhængende villaer på en del af foreningens grund ved siden af efterskolen, lavede et program og startede Bo/Skole/Job, som senere fik en knopskydning i form af Silkeborg Jobtræning, der har til huse i en villa inde i Silkeborg. Et af holdene på Bo/Skole/Job var jeg med til at sende af sted efter uddannelse. Det var 11 glade unge mennesker, der nu skulle i et arbejde i stedet for at få tilkendt en pension for resten af deres liv.
Jeg kan ikke huske, hvor henvendelsen kom fra, men en skønne dag var vi i Sydthy…for at drøfte, om vi skulle starte et stykke ungdomsarbejde i Sydthy Kommune. Vi havde mange drøftelser, hvori også deltog Viborg Ungdomspension, der skulle være en slags basis institution, men drøftelserne førte ikke til noget.
Overvejelserne blev dog senere brugt i forbindelse men ungdomshuset i Ørum, Djurs og Thisted. Jeg må da ikke glemme mødet med Kurt Carlson…i den gamle præstegård i Rimsø. Han havde ideer om at starte en skole for sent udviklede, og henvendte sig til os, da han havde læst, at vi havde startet noget lignende. Folk havde han allerede samlet, ordene sprudlede fra hans tunge, planer blev tænkt og realiseret. Det blev vor opgave, at holde begge ben på jorden og pungen godt gemt i baglommen, til der var realitet i forslaget. Efter mange genvordigheder ligger skolen nu i Gjerrild og er fyldt med unge mennesker. Desværre måtte vi tage afsked med Carlson, der så red videre på sin sprælske ganger.

Studieturen til London i 1992…var vanskelig at arrangere, men det lykkedes, og vi besøgte i små hold en lang række institutioner og havde det festligt med hinanden. Samme år startede Træ og Byg…med Jens Erik Hougesen som leder og pædagog. Det er utroligt så meget han og hans hjælpere har været med til at ordne.

Jeg husker en varm sommerdag i Ole Schmidts have i Havredal…hvor forretningsudvalget havde en samtale med forældrekredsen for sent udviklede. Samtalen førte med sig, at foreningen købte en gård i Havredal, som så blev hjemsted og arbejdssted for nogle unge, der ellers havde svært ved at klare sig i det effektive samfund. Forældrekredsen var initiativtagere, foreningen var arbejdsdrengen.

Så umådelig meget får jeg ikke med i denne oversigt over et langt liv i foreningens tjeneste. Erindringer hober sig op, bestyrelsesmøder, 2-dages møder i Ry, Sandbjerg, Skagen, Avernæs, Viborg og mange andre dejlige steder. Muntre og tunge. Medarbejdermøder, et par gange sammen med de 2 andre foreninger, i alt omkring 14, flest i den senere tid.

Engang foreslog Theresia, at jeg skulle tage lidt mere ud på institutionerne, men det kneb med tid, Diakonhøjskolen krævede meget. Carl Åge Hansen’s sygdom stillede krav. I de senere år har jeg haft mere tid, jeg har forsøgt at holde grænsen mellem politisk og administrativ handling adskilt, det er ikke altid så let. Jeg har ikke opfattet mig selv mig selv som ordstyrer, men som medspiller, med et ønske om en nær kontakt til opgaverne, at være bestyrelsens tillidsmand ude i marken.

Sådan kan en telefonopringning få lange konsekvenser.

Jens Nørgård

 

Pastor Jens Nørgaard f. 1919 Korshærspræst, forstander for Diakonhøjskolen, sognepræst i Århus Skt. Pauls. Formand for ”Jysk Børneforsorg” fra 1969, fra 1984 formand for ”Jysk børneforsorg/Fredehjem” indtil 1995.
Ellen Schepelern, Stifter af ”Kvindehjælpen” 1906 og formand indtil sin død i 1938. Tillige Stiftsprovstinde i Viborg.
Dommerfuldmægtig, kaptajn Troels Smith, Tranebjerg, formand for "Kvindehjælpen" fra 1938 til sin død i 1940.
Biskop Haldor Hald, formand for "Kvindehjælpen" senere Jysk børneforsorg fra 1940 indtil sin død i 1969. Biskop over Lolland-Falster stift.
Pastor J. Chr. Bertelsen, f. 1872, sognepræst i Harboøre og Skanderup Stifter og formand for "Fredehjem" 1906. Afgår i 1950, dør i 1957.
Pastor Kai L. A. Brask (og fru Jenny), f. 1898, sognepræst i Zions sogn, Esbjerg, formand for "Fredehjem" fra 1950-1973. Død 1976.
Pastor H. C. Johannesen, f. 1925, sognepræst i Ryde-Hanbjerg og Gentofte. Formand for "Fredehjem" fra 1973 til fusionen med "Jysk børneforsorg" i 1984. Død 1993.